Vores hjem bør være en afspejling af os, men det kan være meget svært, når man blot indretter med møbler fra bl.a. Jysk og IKEA og går efter ”kunst”, der nok nærmere kan defineres som mainstream. Det er ikke nemt at indrette et personligt hjem og virkelig gøre dit hjem dit eget. Vi har derfor her samlet vores bedste tips til, hvordan du kommer i mål med den personlige indretning.

Skab en hjemlig atmosfære med små detaljer

Der er intet værre end ikke at føle sig hjemme i sit eget hus, og det kan sagtens ske, når man indretter sig efter boligmagasinerne. De har nemlig ofte mere fokus på det billedperfekte hjem – og ikke så meget på det personlige touch. Du bliver derfor nødt til at bruge de små detaljer til at skabe en hjemlig atmosfære – og hvordan gør man så lige det? I første omgang bør du prioritere alt det, du kan lide at lave. Hvis du f.eks. godt kan lide at male, bør du dedikere et sted i huset til at udfolde dette, f.eks. med et staffeli, malergrej, en skammel og godt med lys. Hvis du i stedet har en interesse i film og tv-serier, bør du prioritere en god, behagelig sofa eller lænestol, et sofabord med masser af plads til snacks og evt. en reol stor nok til at holde på alle dine yndlingsfilm og -serier. Derudover er det også vigtigt at du viser dit liv i din indretning, f.eks. med billeder af din familie og dine venner, mindre fra f.eks. rejser og andre oplevelser og lignende. Det giver dit hjem et personligt præg, som virkelig er med til at skabe en hjemlig atmosfære.

Skil dig ud med loppe- og retrofund og antikke møbler

Der ligger en charme i at ikke alle møbler er lavet i det samme materiale og bearbejdning, har den samme farve eller endda den samme alder. Charmen ligger i variationen – og det er lige netop derfor, at du ikke bør begrænse dig til de traditionelle møbelbutikker. I stedet bør du gå på jagt på loppemarkeder, i retrobutikker og antikvitetshandlere, både fysiske butikker og på nettet, for at finde de helt rette elementer til din indretning. Det kan godt tage lang tid at skabe det helt rette udtryk og sammenhæng i din indretning, men det er uden tvivl hele ventetiden værd at indrette med loppe- og retrofund og antikke møbler frem for de nyeste trends.

Hold dig fra modefarver og trends

Hvis du gerne vil have et personligt hjem, hvor der er plads til hygge og afslapning med familie og venner, bør du glemme alt om årets farver og trends. Dit hjem skal definere den du er – og ikke de nyeste trends. Du bør derfor i stedet vælge de farver, som du kan lide og som reflekterer den du er – og det samme bør du gøre med alt andet, du vælger at inddrage i dit hjem. Gå efter din mavefornemmelse og indret med de farver og elementer, som gør dig glad. Det er blot vigtigt at du her vælger elementerne ud fra, hvad du gerne vil bruge de enkelte rum til. Det handler f.eks. om at bruge møbler i stuen, der favoriserer tiden med familien og indretter soveværelset, så det får dig til at slappe af.